torsdag den 25. marts 2010

Bundaberg og Noosa

Det er ved at være en del dage (/uger) siden min sidste opdatering, og tænkte at jeg hellere måtte til det. Der er sket en del her på det sidste. For to uger siden var jeg i Bundaberg med familien. Det er ca. fem timers kørsel nord for Brisbane, og er vist der hvor det siges, at Great Barrier Reef begynder. Grunden til at vi tog derop, var, at det er udklækningssæson for havskildpadder, og det område er kendt for at have rigtig mange æg på strandene.

Så, kl. 7 lørdag aften var vi godt udstyret med lange ærmer og antimyggecremer, og klar til at se skildpaddeungerne rende mod vandet. Der var en guide på, som vidste hvor og hvordan man kunne finde skildpadderederne, og efter blot 10 minutters gåtur på stranden, havde vi fundet et æg. Det var helt fantastisk. Ægget er åbenbart gravet ca. 60-70 cm ned i sandet, og når ægget så klækker, kommer der maaange bitte små skildpadder ud, som så på 2-3 dage graver sig op til overfladen. Det vi så kunne se, var ca. 50 unger på størrelse med en stor Tordenskjold tændstikspakke, som kæmpede sig op af sandet, og prøvede at komme ud mod vandet. Men, sådan som de oprindeligt var "designet" til at finde vandet, er ved at gå efter lyset, som kan ses i horisonten, og da der nu er kommet så mange byer rundt omkring området, blev de ordentlig forvirrede og gik i alle mulige retninger. Så vi fik lov til at hjælpe dem i vandet, og guuuud hvor er de søde.

I sidste weekend var jeg i Noosa med to andre au pairs - en dansker og en franskmand/dame. Der er egentlig ikke så voldsomt meget at sige om Noosa, andet end at vores hostel lå in the middle of nowhere, og by er der bestemt heller ikke meget af. Det eneste, som er noget værd, er strandene, men de er tilgengæld også rigtig meget værd. Kæmpe, brede, helt hvide sandstrande så langt øjet rækker. Det var bestemt en hyggelig tur, og nogle rigtig søde piger, som jeg helt klart regner med at se mere til hernede. Danskeren hedder Anna, og har fødselsdag et par dage efter mig, så i morgen slår vi pjalterne sammen og holder 2 x 21 års fødselsdag herhjemme. Jeg har huset for mig selv her i denne uge, da familien er taget på påskeferie i The Whitsundays, og kommer først hjem, når jeg er på vej til Sydney for at møde moar og far og søster Anna.



Og nåå ja, nu mangler jeg jo lige at fortælle om vejret. Jeg er alligevel ikke blevet snydt, som jeg ellers var begyndt at tro. Staten jeg bor i hedder Queensland, og på alle Queensland nummerplader står der "Queensland - Sunshine State", hvilket er komplet modsat af, hvordan vejret faktsik har været de sidste uger... MEN, endelig er det vendt for alvor, og i dag var jeg ude i blot 15 minutter i haven og besluttede mig på ægte australier manér, at det simpelthen ville være meget bedre indenfor i air con'en. Det er simpelthen alt for varmt igen!!

1 kommentar:

  1. Happy birthday dear Signe. Ja mormor og jeg ønsker dig tillykke med fødselsdagen.Vi kommer ikke og besøger dig iår, det er for langt.
    Også tillykke til din veninde, håber i må få en god fest sammen.
    Vi tænker på dig, og sender dig de kærligste hisener fra Trunte, mormor og morfar.

    SvarSlet